fredag den 21. maj 2010

Fredag eftermiddag

Fredag efter frokost satte vi kursen mod Gudhjem. Jeg var på jagt efter en krydderiblanding, som jeg havde købt på Juleskibet, men da jeg ikke kunne finde producenten, så satsede jeg på Gudhjem Mølle, som er en slags center for Bornholmsk madkultur. Men desværre havde de ikke mine krydderier. De kendte dog godt producenten, men mente, at hun ikke lavede krydderier mere. Øv. Det var ellers godt.

Nå, men vi havde en aftale med Jennifer Hald om eftermiddagskaffe, så vi satte kursen mod hendes adresse. Jennifer bor sammen med sin mand på en helt fantastisk gård et par kilometer nord for Gudhjem. Det er klart, så snart man kører ind ad indkørslen, at her bor et meget haveinteresseret menneske. Hold da op, en kæmpe velholdt have, med tulipaner i alle farver og en masse andre blomster. Hvor var der bare flot.

Og ikke nok med at haven var flot - lige udenfor haven var der en kæmpe mark, der var helt gul af vilde tulipaner. Det har vi aldrig set før. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes vilde tulipaner på Bornholm, men da først vi blev opmærksom på dem, så kunne vi se, at de stod i mange grøftekanter. Og altså så i Jennifer's baghave i stor stil.


Vi blev budt på kaffe og hjemmebagt rabarberkage. Det var bare fantastisk. Herunder er det Bent og Jennifer, der er ved at rette an på bordet under den røde parasol.

Og her står Woogi og stirrer over mod fårefolden. Måske har hun pludselig opdaget, at hun er en hyrdehund :-) Hun stod i hvert fald længe fuldstændig paralyseret og stirrede over mod fårene.

Og som altid, når man er sammen med hundefolk, så løber tiden med god snak, og vi måtte skynde os afsted for at nå at købe noget aftensmad inden butikkerne lukkede. Og jeg havde lovet at vi ville komme og hjælpe med at slæbe forhindringer i Østerlars. P.g.a. det sene tidspunkt blev det til, at Bent byggede bane og jeg kørte i Brugsen og handlede og derefter satte jeg telt op.
Egentlig havde vi drømt om et par store bøffer, men da udvalget i Østerlars Brugs ikke omfattede den slags, så blev det til en helstegt mørbrad. Det var nu slet ikke så ringe. Dertil grillede grøntsager og Bornholmsk pasta fra Frennegård. Og en flaske rødvin.

Og da vi satte os og spiste, så faldt roen også på hundene. Ticket krøllede sig sammen i Monty's kurv - og det af hende, der ikke kunne være i kurven, måtte så falde udenfor.

Lige nu trommer regnen på taget af campingvognen, men ifølge DMI, så er det holdt op i morgen, når vi står op. Vi krydser fingre og håber, at det holder stik.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar